Arktis, is og klima. I januar 2018 udstiller jeg mine arktiske malerier i Galleri H. København.

Malerierne er malet med globale tanker på det Arktiske Danmark og Grønland, imens isen smelter.

Isen ved polerne indeholder 80 procent af jordens vand. Livets kilde til liv. Det er stærke is kræfter, der er bundet i arktiske landskaber, der bl.a. er med til at bestemme jordens klima modeller.
Isens former danner grundlag for de inspirationer, jeg har malet i de arktiske malerier. I malerierne kan du opleve dyr og små mysterier af historier, der dukker frem af isen. Mennesker og dyr, liv og natur i et.

Naturen er et mysterium som igen og igen er en inspirationskilde for mig.

Tanken om de kolde polare områder, som nærmest kan være ubeboelige fascinerer mig, og jeg lader mig inspirere af nordlys og isens krystalklare blå farver idet omfang fantasien tillader mig det.

Dyrene og livet i Arktis

Dyrene omkring Arktis har været urørte i mange år, men menneskets indtog på hele planeten har betydning for udbredelsen af dyrelivet især for isbjørne, hvaler men også for de små samfund, der i generationer har forstået at leve i pagt med naturen i de kolde egne. Denne fascination af dette landskab danner grundlag for de fantasifulde malerier om is og klima, som du kan opleve på min udstilling om temaet.

Blå islandskaber

Som kunstner er jeg dybt fascineret af islandskaber.  I Norge og på Island har jeg oplevet naturen rå og brutal, og på toppen af bjergkæder med sne, finder jeg inspirationer i landskabets skygger. Derfor vil der være farver, som kommer fra både livet og fantasien, og som opstår imens malerierne males. Nogen vil sige, “den farve findes ikke på Grønland”. Hvilket leder mig frem til…

Turisme og fly til Grønland – hvem bestemmer, det skal være så dyrt at tage til Grønland?

Det er mega dyrt at rejse til Grønland, og når dette skrives, er det med tanke på, at det kan undre, at man ikke har taget ved lære af nabolande som Norge og Islands turisme strategi, der kunne åbne op for et stærkere brand omkring hele Danmark, så flere kunne opleve og blive en del af denne storslående arktiske natur.

Nationalparker

Grønland er en overset del af Danmark, trods selvstændighedsdebat. Vi må værne om denne smukke naturlige nationalpark, som er en overset naturperle af Danmark. Ved at investerer i mere turisme og lufttrafik kunne man øge mulighederne for at flere kunne opleve den spændende natur, der gemmer sig. Derved kunne landet gøres til en ligeså stor turistattraktion som fx Island og Norge, forstår at gøre det. Det er som om, vi kun vil huske de gamle historiske spændinger mellem Grønland og Danmark, som tilsyneladende ikke fører til store fremskridt.

Øst Vest hjemme bedst

Malerierne har mange tanker bag sig. Fx at det er Danmarks interesse at sikre havområder omkring ishavet, for med klimaforandringer, kan man ikke undgå, at isen desværre smelter, men det betyder også overordnet, at Danmark kan blive en mellemstation mellem resten af verden, klimaforandringer, globale havstrøms klimaændringer, og handelstrafik mellem vest og øst. Spændinger der får isen til at knirke i en foranderlig verden.

Du kan tjekke ind på min arktiske udstilling i perioden 7. – 27. januar 2018, hvis du tør bevæge dig ud i kulden.

Åbningstid:

Der er åbent Torsdag 15-19 fredag 15-17 lørdag 11-14. (Første søndag hver måned kl. 12-16)

Sted: Galleri H. Rørholmsgade 6. kld.tv. 1253 København

Blog af Mette Hansgaard